Folkeeventyr

Norsk folkeeventyr.
Asbjørnsen og Moe's NORSKE FOLKEEVENTYR. Innskrevet og rettet av Kjell Nedrelid. Sist forandret: 31.10.1994. (dd.mm.yyyy) Released to Internet 11.10.1996 in zipped WordPerfect 5.0-format.

De tre bukkene Bruse som skulle gå til seters og gjøre seg fete
Det var engang tre bukker som skulle gå til seters og gjøre seg fete, og alle tre så hette de Bukken Bruse. På veien var det en bro over en foss, som de skulle over, og under den broen bodde et stort, fælt troll, med øyne som tinntallerkener, og nese så lang som et riveskaft.
Først så kom den yngste Bukken Bruse og skulle over broen.
Tripp trapp, tripp trapp, sa det i broen.
"Hvem er det som tripper på mi bru?" skrek trollet.
"Å, det er den minste Bukken Bruse; jeg skal til seters og gjøre meg fet," sa bukken, den var så fin i målet.
"Nå kommer jeg og tar deg," sa trollet.
"Å nei, ta ikke meg, for jeg er så liten jeg; bi bare litt, så kommer den mellomste Bukken Bruse, han er mye større."
"Ja nok," sa trollet.
Om en liten stund så kom den mellomste Bukken Bruse og skulle over broen.
Tripp trapp, tripp trapp, tripp trapp, sa det i broen.
"Hvem er det som tripper på mi bru?" skrek trollet.
"Å, det er den mellomste Bukken Bruse, som skal til seters og gjøre seg fet," sa bukken; den var ikke fin i målet, den.
"Nå kommer jeg og tar deg," sa trollet.
"Å nei, ta ikke meg, men bi litt, så kommer den store Bukken Bruse, han er mye, mye større."
"Ja nok da," sa trollet.
Rett som det var, så kom den store Bukken Bruse.
Tripp trapp, tripp trapp, tripp trapp, sa det i broen; den var så tung at broen både knaket og braket under den!
"Hvem er det som tramper på mi bru?" skrek trollet.
"Det er den store Bukken Bruse," sa bukken, den var så grov i målet.
"Nå kommer jeg og tar deg," skrek trollet.
"Ja, kom du! Jeg har to spjut, med dem skal jeg stinge dine øyne ut! Jeg har to store kampestene, med dem skal jeg knuse både marg og bene!"
sa bukken. Og så røk den på trollet og stakk ut øynene på ham, slo sund både marg og ben, og stanget ham utfor fossen; og så gikk den til seters. Der ble bukkene så fete, så fete at de nesten ikke orket å gå hjem igjen, og er ikke fettet gått av dem, så er de det ennå.
Og snipp snapp snute, her er det eventyret ute.















Elverskud





1.

Hr. Oluf rider om Otte,

men lysen Dag ham totte.

— Hvad hjælper det, vi kvider -



2.

Hr. Oluf rider frem ad Bjerge,
5
der gik en Dans men Dværge.



3.

Der trad en Jomfru af den Dans,

hun lagde sin Arm om Hr. Olufs Hals.



4.

"Hør I, Hr. Oluf, hin blide,

hvor lyster I nu at ride?"



5.
10
"Jeg vil ride mig under Ø

og tale med min Fæstemø."



6.

Den Jomfru rækker Haand fra sig:

"Alt skal I først, Hr. Oluf, dans' hos mig.



7.

Hr. Oluf, vil I love mig,
15
saa rige Gaver da giver jeg eder.



8.

Jeg vil give eder en Ganger graa,

hun gaar en Time til Rom og fraa.



9.

Den Ganger graa skal I vel faa,

og Sadel af Guld at lægge derpaa.



10.
20
Jeg giver eder en Brynje ny,

I tør aldrig fra nogen Mand fly.



11.

Jeg giver eder saa godt et Sværd,

det kom aldrig sligt i Herrefærd.



12.

Og slige er alle mine Bænke,
25
som Guld var lagt i Lænke.



13.

Slig er alle mine Vindebro,

som Guld skinner over eders Hænder to."



14.

"Behold du selv alt dit Guld saa rød,

jeg vil hjem til min Fæstemø."



15.
30
Saa slog hun Hr. Oluf ved hviden Kind,

Blod sprang over hans Skarlagenskind.



16.

Hun slog hannem imellem Hærde,

det han faldt neder til Jorde.



17.

"Stat op, Hr. Oluf, og rid du hjem,
35
du skalt ikke leve Dag foruden en."



18.

Hr. Oluf han vendte sin Ganger omkring,

alt saa modig rider han hjem.



19.

Der han kom til Borgeled,

hans kære Moder stod derved.



20.
40
"Hør du, Hr. Oluf, kære Sønne min,

hvi rider du sørgendes hjem?"



21.

"Min kære Moder, I tager min Hest,

min kære Broder, du henter mig Præst."



22.

"Ti kvær, Hr. Oluf, du sig ikke saa,
45
saa mengen bliver syg, de dør ikke af.



23.

Sig mig, Hr. Oluf, under Ø,

hvad skal vi svare din Fæstemø?"



24.

"I staar op, alle mine Brødre syv,

og rider imod min unge Brud.



25.
50
Hør I det, min rige Maage,

I tager imod min stolte Jomfrue."



26.

Der de kom foroven By,

alle gik Klokker, som var de ny.



27.

Det mælte Bruden i samme Stund,
55
hendes Hjerte det var af Sorrigen tung.



28.

"Hvi monne alle de Kloker saa gaa,

jeg ved her ingen, der syg laa."



29.

"Det er saa Sæd paa dette her Land,

at ringe imod sin Liljevand.



30.
60
Det er saa Sæd paa denne Ø

at ringe imod sin Fæstemø."



31.

Saa førte de Bruden i Gaarde,

alle græd Fruer saa saare.



32.

Det mælte Bruden af stor Nød,
65
hun var sig af Hjertet saa ve.



33.

"Hvi monne alle disse Fruer saa græde,

der mig skulde vel omlede?"



34.

Der var slet ingen, som der var hos,

der turde svare den Brud et Ord.



35.
70
De fulgte Bruden i Salen ind,

med sorrigfuld Hjerte og Rosens-Kind.



36.

De satte Bruden paa Brudebænk,

for gik Riddere, de bar hende Skænk.



37.

Det mælte Bruden over Borde,
75
hun talte et sorrigfuldt Orde.



38.

"Jeg ser her Riddere gaa ud og ind,

jeg ser ikke Hr. Oluf, kære Herre min."



39.

Det svared Hr. Olufs Moder,

hun var sorrig og mode.



40.
80
"Baade med Høg og saa med Hund,

da er Hr. Oluf i Rosenlund."



41.

"Haver han nu kærer sin Høg og sin Hund,

end han haver sin unge Brud?



42.

Vil han heller ride med Rakker og Tov,
85
end han vil sidde med hans Brud i Stov?"



43.

Sildig om Aften, Røg faldt paa,

da skulde den Brud til Senge gaa.



44.

De tændte op de Brudeblus,

saa fulgte de Bruden til Brudehus.



45.
90
De fulgte Bruden til Brudeseng,

efter gaar Hr. Olufs liden Smaadreng.



46.

"I lader eder mindes, Hr. Olufs Mø,

min Herre han ligger paa Baaren død.



47.

Min Herre han ligger i Loftet Lig,
95
nu skal I hans Broder eders Tro bortgive."



48.

"Ret aldrig skal jeg den Dag leve,

jeg skal to Brødre min Tro bortgive."



49.

Saa bad hun alle de Frue,

det hun maatte Liget skue.



50.
100
De stødte op den Højeloftsdør,

de høje Ru de stod derfor.



51.

Stolt Ingelil løb til de høje Ru,

de hvide Lin hun deraf slog.



52.

Hun meldet Liget saa liste,
105
saa saare hendes Hjerte det ryste.



53.

Hun mindet Liget saa overbrat,

hendes Hjerte det sønder i Stykker brast.



54.

Det var stor Ynk at se den Nød,

den Jomfru mon af Sorrigen dø.
110
— Hvad hjælper det vi kvider. -